Medicinrådet søger 1 eller 2 sundhedsvidenskabelige konsulenter til nyoprettet afdeling for behandlingsvejledninger

Medicinrådets sekretariat søger en (eller to) sundhedsvidenskabelige konsulenter, som sammen med os andre vil være med til at udvikle en ny afdeling, som står for arbejdet med Medicinrådets behandlingsvejledninger.

Vi tilbyder

Et meningsfuldt og varierende arbejde i en organisation, der spiller en markant rolle for de sundhedsmæssige og økonomiske prioriteringer på de danske sygehuse.

Dine opgaver

Din vigtigste opgave vil være at deltage i arbejdet med behandlingsvejledninger indenfor forskellige sygdomsområder, på sigt som projektleder.

Dine primære samarbejdspartnere er afdelingens øvrige medarbejdere samt sekretariatets informationsspecialiser og biostatistikere. Derudover planlægges og udarbejdes alle behandlingsvejledninger i tæt samarbejde med specialister (heriblandt læger, farmaceuter, sygeplejersker og patienter), som indgår i Medicinrådets fagudvalg inden for de pågældende sygdomsområder samt Amgros, som køber medicin til de danske sygehuse. 

Du kan se frem til et arbejdsmiljø med en høj grad af tillid og frihed til at forme og udvikle afdelingens arbejde. Samtidig er det vigtigt, at du har forståelse for den forvaltningsmæssige ramme, vi skal agere i som offentlig myndighed.

Din uddannelse, erfaringer og kvalifikationer

Du skal være fagligt og metodisk velfunderet og have lyst til at arbejde med evidensbaseret medicin og lægemiddelfaglige spørgsmål. Derudover forventer vi, at du har en relevant akademisk uddannelse, f.eks. farmaceut, humanbiolog, folkesundhedsvidenskab, biomedicin eller lignende. Vi forventer, at du har interesse og/eller teoretisk og praktisk erfaring med at udarbejde systematiske reviews eller kliniske retningslinjer. Desuden vil det være en fordel, hvis du kan se dig selv i rollen som projektleder og mødefacilitator.  

Vi forventer desuden, at du:

  • tager initiativ, ansvar og opnår resultater
  • er god til og værdsætter tværfagligt samarbejde
  • er en lyttende og positiv kollega
  • har en struktureret tilgang til dit arbejde med øje for detaljerne og kan bevare overblikket i pressede situationer
  • har et godt kendskab til sundhedsvæsenets organisation og funktion
  • har forståelse for Medicinrådets position i det danske sundhedsvæsen og trives med at arbejde i en organisation præget af stor politisk bevågenhed.

Om Medicinrådet og sekretariatet

Medicinrådets sekretariat er en spændende og dynamisk arbejdsplads. Vi er ca. 60 medarbejdere fordelt på 6 afdelinger med stor tværfaglighed inden for bl.a. sundhedsvidenskab, sundhedsøkonomi, samfundsvidenskab og jura. Fælles for os alle er, at vi kommer med en høj faglighed.

Medicinrådet udfører en stor og vigtig opgave med at udarbejde behandlingsvejledninger og lægemiddelrekommandationer. Medicinrådets arbejde er med til at sikre en høj kvalitet i behandlingen på landets hospitaler, og desuden er formålet at identificere behandlinger, som vurderes at være ligestillede på effekt og sikkerhed, og som dermed kan konkurrenceudsættes. Dette kan medføre store besparelser og frigive ressourcer på hospitalerne til andre opgaver.

Du kan læse mere om Medicinrådet her.

Om ansættelsen

Stillingen er til besættelse den 1. december 2022 eller hurtigst muligt derefter. Ansættelsen følger gældende overenskomst for akademisk personale indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og en række AC-organisationer. Afhængigt af dine kvalifikationer og erfaring vil der være mulighed for en indplacering som specialkonsulent. Der vil desuden være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt inkl. frokost.

Som medarbejder i Medicinrådet skal du kunne opfylde de til enhver tid gældende habilitetsregler, som kan ses her: http://www.medicinraadet.dk/om-os/habilitet.

Vil du vide mere?

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jane Skov på tlf. nr. 21340189.

Er du interesseret?
Lyder ovenstående interessant, så send din ansøgning med CV hurtigst muligt og senest 20. oktober 2022. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 43 og 44.

Medicinrådet tilstræber at være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle, og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig.

Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson : Afdelingsleder Jane Skov på tlf. nr. 21340189
Ansættelse: Fastansættelse
Lokation: Dampfærgevej 21-23, 3., 2100, København Ø, Denmark
Demo