Konsulent til partnerskab vedr. brug af real-world data til vurdering af effekten af nye lægemidler

Vil du være med til at styrke brugen af sundhedsdata i Medicinrådet og skabe viden om effekten af lægemidler inden for kræftområdet efter ibrugtagen? 

Medicinrådet har opstartet et nyt og ambitiøst partnerskab under Kræftplan V med en række centrale danske aktører med interesse for og erfaring med indsamling og brug af real-world data (RWD) inden for sundhedsområdet. Formålet med partnerskabet er at udvikle og afprøve analysemodeller med brug af RWD til at undersøge effekten af de kræftbehandlinger, som Medicinrådet anbefaler. Det er vores vision, at partnerskabets arbejde vil styrke mulighederne for, at Medicinrådet kan lave flere betingede anbefalinger, hvor der er et krav til virksomhederne om opsamling af yderligere evidens.

Partnerskabet har besluttet, at udvikling og afprøvning af analysemodeller skal ske gennem pilotprojekter, hvor effekten af konkrete lægemidler skal belyses med RWD i dansk klinisk praksis. Datagrundlaget for analyserne i pilotprojekterne vil blandt andet være registre på sundhedsområdet, kliniske kvalitetsdatabaser, data fra elektroniske patientjournaler, og/eller prospektivt indsamlede data.

Partnerskabet drives af en programgruppe, som står for den daglige ledelse af partnerskabet i Medicinrådet. Programgruppen udgøres til daglig af en programleder og en farmakoepidemiolog, som nu øges med en ekstra medarbejder. Desuden er der tilknyttet en biostatistiker og en praktikant.   

Dine opgaver

Du vil indgå i programgruppen for partnerskabet og dine arbejdsopgaver vil blandt andet være at:

  • Sikre fremdrift og høj kvalitet i partnerskabets pilotprojekter gennem samarbejdet med en ekstern leverandør, andre relevante aktører samt resten af programgruppen
  • Have et særligt ansvar for at gennemføre pilotprojekter
  • Bidrage til udvikling af genanvendelige analysemodeller med brug af RWD til opfølgning på Medicinrådets anbefalinger
  • Bidrage til programgruppens håndtering af interessenter på området

Om dig

Vi forestiller os at du:

  • Har en relevant videregående uddannelse (fx folkesundhedsvidenskab, økonomi, farmaceut, medicin eller lignende) gerne suppleret med en ph.d.-grad.
  • Har erfaring med anvendelse af RWD og farmakoepidemiologi og derudover gerne have kendskab til lægemiddelvirksomheders brug af RWD og post-marketing-studier  
  • Har projektledererfaring, gode samarbejdsevner og kan drive projekter fremad
  • Kan bevare overblikket, selvom du har flere samtidige opgaver og deadlines
  • Trives med at indgå i et udviklingsprojekt med mange interessenter, hvor løsningerne endnu ikke findes og skal skabes i samarbejde med mange aktører

Vi tilbyder

  • En alsidig stilling i programgruppen for partnerskabet vedr. brug af RWD til vurdering af effekten af nye kræftlægemidler
  • Stort ansvar og mulighed for at præge udviklingen af anvendelsen af RWD i konkrete beslutninger på sundhedsområdet og være med til at opbygge et nyt fagområde i Medicinrådet
  • Høj faglighed og en højt prioriteret indsats i Medicinrådet
  • Gode rammer for både faglig og personlig udvikling
  • En arbejdsplads med fokus på trivsel, fleksibilitet og et godt arbejdsmiljø 
  • En arbejdsplads, der både prioriterer det faglige og det sociale fællesskab gennem fx fælles kaffepauser, fredagsbarer, personaledage og videndelingsarrangementer på tværs af huset

Om ansættelsen

Stillingen er til besættelse senest den 1. august 2026. 

Du ansættes efter gældende overenskomst. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt inkl. frokost, men der må forventes merarbejde i perioder.

Som medarbejder i Medicinrådet skal man kunne opfylde den til enhver tid gældende habilitetspolitik. Det betyder bl.a., at du eller dine nærmeste pårørende ikke må eje aktier i lægemiddelvirksomheder, der har interesser indenfor Medicinrådets område. 

Ønsker du at vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte programleder Cecilie Dyg Sperling på tlf. +45 30 71 15 58 eller afdelingsleder Annemette Anker Nielsen på tlf. +45 26 70 19 61.

Er du interesseret?

Lyder ovenstående interessant, så send din ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer senest 27.maj 2026 til Medicinrådet. Vi afholder ansættelsessamtaler i uge 23 og 24.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson : Cecilie Dyg Sperling, tlf. 3071 1558
Kontaktperson: Annemette Anker Nielsen, tlf. 2670 1961
Ansættelse: Fastansættelse
Lokation: Dampfærgevej 21-23, 3., 2100, København Ø, Denmark